Omplantning af parcel 201/202
Sidste år begyndte omplantningen af parcel 201/202 på godt 0,55 hektar. Det vil sige ca. 2.700 planter. I de tidlige forårsmåneder 2018 blev alle planter hevet op med rode og sammen med træværket brændt af for at fjerne alle eventuelle plantesygdomme. Marken blev pløjet igennem på kryds og tværs og de spæde Merlotplanter blev sat i rækker. Planterne sættes med en meters afstand mellem sig og i rækker med to meters mellemrum.
Det giver den optimal plantetæthed - samtidig kan vi køre med traktoren uden at komme for tæt på planterne. Netop nu er vi ved at installere friske stolper og ståltråd som skal støtte de nye planter i mange år fremover (Palisage). Der er en bæretråd til de frugtbærende skud, to dobbelttråde til opbinding og en toptråd, som de udvoksede skud tager fat i. I alt 6 tråde á 2.700 meter. Det bliver til 16,2 km ståltråd i denne lille parcel. Dertil kommer 540 stålstolper, 50 akacietræsstolper for hver ende og 50 solide stålankre, sat ned i jorden et par meter fra hver endestolpe, som holder rækkerne i spænd.
Planterne er nu to år gamle og til næste år må vi begynde at høste. Der bliver et meget lavt udbytte de første år, fordi planterne endnu har et lille rodnet.
Omplantning af marker er nødvendigt for at vedligeholde udbyttet i det lange løb.
Planterne har et optimalt udbytte mellem deres 5. og 30. år. Derefter bliver de ”trætte” og giver et mere og mere begrænset udbytte.
På Château Gourrans marker har vi i dag en gennemsnitsalder på vinstokkene på 26 år. Det er en høj alder. Resultatet er vine med lavere udbytte og en høj koncentration af smagsstoffer.